Indiske Pupiller 2011

Drømte om VERBALE PUPILLER i nat. Af uvisse årsager var festivalen blevet rykket til Indien

og hvad dét medførte af barakker, pilende rotter over det hele, faldefærdige lokummer i det fri osv. Mathias Kokholm var dog, som sædvanlig, ret fortrøstningsfuld og entusiastisk – selv må jeg jo nok indrømme, at jeg begyndte at blive en smule skeptisk, hvilket ikke blev vel modtaget af de omkringstående digtere, alt imens tingene brasede mere og mere sammen omkring os.

Kornkammerets bibelskole

... hvis man – i al hast – skriver "blogpot" i stedet for "blogspot", når man begiver sig ind på kornkammeret ... ender man på Bible College On-line ...

Tomme bøger i avisen

I denne uges Weekendavis har Lars Bukdahl en længere

beskrivelse/anmeldelse af min ph.d.-afhandling og ph.d.-forsvar.

Artiklen ligger ikke på hjemmesiden (endnu), så snup den knitrende original.

(Bukdahl har nu, ser jeg, efterfølgende publiceret et kommenteret critic's cut her)

Avantgardens selvmord

(ak ja, situationens tilstand i det sydfranske)

Den Blå Port og Vagant

Det nye nummer af Den Blå Port er vel ankommet til matriklen. På posthuset ligger Vagant og venter et par timer endnu. Glimrende, glimrende. Men hvor bliver anmeldelserne af tidsskrifterne i dagbladene af? De litterære tidsskrifter falder tilsyneladende i et mærkeligt tomrum og dén diskussion ethvert tidsskrift med respekt for sig selv indbyder til, er tilsyneladende forstummet. Eller skal den overvintre (opblomstre) i blogosfæren?

(her kunne jeg passende selv diskutere videre med tidsskrifterne)

afgiftning

Måske er det en veritabel afgiftning efter at have færdiggjort og forsvaret min lange ph.d.-afhandling om afpersonalisering ... læsningen af selvbiografier ... først Per Olov Enquists Et andet liv, så Hans Otto Jørgensens  The Factory og nu Lars Gustafssons Herr Gustafsson själv (sidstnævnte fra 1972). Alle tre bøger er lykkeligt egoistiske værker, dvs. de prætenderer ikke et 1:1-forhold til fortiden, de erindrer i klumper. Måske vender jeg tilbage til værkerne på dette eller et andet sted, men i det virtuelle landskab, hvor fortid og nutid og en potentiel fremtid konvergerer, sidder Enquist LIGE om hjørnet, ved Sortedamsdosseringen, det yderste Nørrebro, det pæneste af det grimme, og drikker spiritus af en kop te sammen med ham-(I-andre-læsere)-ved-nok.

426 sider senere

Thomas Hvid Kromann: Appropriering, system, bogobjekt:  litterære afpersonaliseringsstrategier hos den danske tresseravantgarde 1964-1970  Roskilde universitet, Institut for kultur og identitet, 2009. - 425 s.

Onkel B.

Onkel B. klar til middagslur

TOKSVIG: UDSOLGT FRA FORLAGET

Hr. Toksvig (2006) – udsolgt fra forlaget (ikke grundet læserstormløb, snarere som følge af oprydning på lageret og (u)almindelig krise hos Borgen). Ét sted kan bogen dog i hvert fald fås – for beskedne 30 kr., nemlig i Møllegades Boghandel, Nørrebro, hvor et mindre parti Toksvig fra i dag af gnubber skuldre og betragter boghandlens øvrige fine sortiment med en vis ubegrundet skepsis.

Abraham Lincoln, the concrete poet

tak til frk. Löfström

WORK-IN-PROGRESS

(hunting the big blue footnote fish)

Realismens paradis bevogtet af keruber og lynende flammesværd

La Deshumanizacion del Arte, der første gang udkom i 1925, kom i sin oversættelse til dansk i 1945 som bekendt til at hedde Menneskets fordrivelse fra kunsten i stedets for "Kunstens dehumanisering", der ville have været mere ordret, men i kraft af sin genitiv-form mindre mundret. Oversætteren Ole Sarvig oversatte det spanske værk fra tysk og bibeholdte værkets tyske titel (Die Vertreibung des Menschen aus der Kuns). Oversætterens valg kan forekomme problematisk, idet titlen spiller på et centralt bibelsk motiv, nemlig menneskets fordrivelse fra paradis. Analogien, der erstatter "paradis" med "kunsten" giver fejlagtige associationer. Når den i den danske/tyske tales om menneskets fordrivelse, anvendes en passiv form, hvor sagen i værket jo netop er at det er mennesket, der fordriver det menneskelige fra værkets, altså kunstens dehumanisering – initieret af mennesket. De bibelske analogier bliver desuden uklare: Hvad kan sidestilles med kundskabens frugt? Hvad kan sidestilles med kundskabens træ ("træet til kundskab om godt og ondt")? Er det Jahve, der bortviser modernismen/avantgarden fra et realistisk, altså et realismens, kunstparadis? Er der belæg for at vende tilbage til et præ-Mallarmésk realisme-forsvoret Paradis, der bevogtes af keruber og et lynende flammesværd? Og så videre in absurdum...

(hjemløs fodnote)

Life: Image Duplicator

Værd at vide om Peggy

... Buddy Hollys uafladeligt kværnende Peggy Sue-ue-ue-ue-ue... men når man ikke kan holde tonen, kan sentimentaliteten heller ikke for alvor etableres... Man begynder efterhånden at tvivle på Peggy Sues eksistens ... ikke mindst hen imod slutningen hvor en million Buddy Holly'er sang "Peggy Sue" i en uendelig multiplikation ... ue-ue-ue-ue

LUKKET I DAG. KOM IGEN I MORGEN

LUKKET I DAG. KOM IGEN I MORGEN

"[Der er] ingen kløe mere påtrængende end skrivekløen. Kan man ikke få udgivet sin roman, skriver man kronikker, og vil de heller ikke have dem, får man sig en BLOG, hvilket er ungefær som at råbe ned i en spand"

skriver Erwin Neutzsky-Wulff i dagens Weekendavisen. Påstandens gyldighed skal ikke diskuteres her, men denne blogs spanderåber sætter fra nu af sin skrift fri i andre sammenhænge og holder en, i blog-sammenhæng ikke nødvendigvis velfortjent, sommerferie.

Satori på Forhåbningsholms Allé

FEUILLETON et principielt uendelighedsværk, eller med Vendsyssel Tidendes ord - en "foreløbig evighedsfrise", startet marts 1972 og hermed omfattende 7 hæfter, hvoraf dette 7. p.t. er det eneste der kan fås. [...] FEUILLETON har bl.a. haft specielle bidrag fra Peder Bundgård, Erik Liljenberg, Henrik Have, Peter Laugesen, Per Højholt & talløse andre, heri incl. udenlandske sympatisører, venner & medsammensvorne fra Dracula til Buddha eller fra Elvis Presley til Alan R. Watts ... FEUILLETON vil fortsat udkomme med aldrig svigtende uregelmæssighed. Interesserede bedes om, da FEUILLETON'erne hurtigt forsvinder, at tegne abonnement hos SOFT MACHINE PRODUCTIONS. Dan Turèll, Forhåbningsholms Allé 18, 1904 København V. Dette er indtil videre, og så længe som muligt, gratis ... FEUILLETON modtager med fortløbende entusiasme (om end uden tilsvarende udstrakt garanti i nogen retning) bidrag i en hvilken som helst form, & naturligvis helst uden ... marts 1974/ D. T.

sad i dag og læste et speciale om den buddhistiske inspiration i Dan Turélls digtning. I en fodnote stod noget om det gakkede kollektiv på Forhåbningsholms Allé hvori Dan slog sine folder. Jeg kunne godt huske oplysningen fra bogen Superdan, som jeg læste for snart mange år siden. Eftersom denne blogs indehaver just er blevet genhuset (se foregående poster ) på netop Forhåbningsholms Allé, kunne jeg ikke lade være med at undersøge HVOR kollektivet egentlig holdt til henne, måske var det i nærheden...

(satori)

Omgivet af bøger om zen, stille regn udenfor... kollektivet boede selvfølgelig i den samme nr. 18, hvor disse linjer skrives.

Dagens ansigt: Allie Mae

Har modtaget Dagens ansigt: Allie Mae, et "essay", med posten. Ingen afsender. Intet forlag. Ingen forfatter. Eller rettere: en anonym forfatter. Rygterne om dette værk har et stykke tid huseret i de litterære kredse, selv i den yderste periferi af disse jeg lejlighedsvist frekventerer. Dette miljø vil utvivlsomt kunne sætte navn på det ansigt, der optræder på familiebilledet i fodnote 42, p. 169. Jeg kunne skrive navnet her, men jeg vil hellere citere bagsideteksten:

"... Jeg nægter stadig at sige mit navn. Også selv om jeg ikke har krav på navnløshed. Navnløsheden burde være forbeholdt mig og ikke den løgn jeg er; men navnløsheden beholdes her; som den sidste kontakt til mig. (Hvis det er latterligt, fordi mine venner alligevel kan genkende mig, så le mig op i ansigtet og se genkendelsen som et tegn på venskab. Måske er det en parodisk anonymitet, måske sarkastisk, men den er stadig formelt set navnløs)..."

Dagen ansigt: Allie Mae udkommer stort set samtidig med det åbenlyst pseudonyme projekt: Max Load: Cantabile 3. Sejren (lad os endelig inkludere "forfatteren" i titlen). Anfægtelsen af forfatterfunktionen begge steder er interessant – disse aspekter anfægtes sjældent i nyere litteratur. Men kun Dagen ansigt: Allie Mae (og de beslægtede skrifter trykt forskellige steder) går til makronerne med den nødvendige flødeskumslette alvor. En teoretisk funderet og en i en konkret praksis forankret anonymitet.

Et sodskadet eksemplar af el Periódico som jeg fandt på vores loft. Forsiden viser flammerne fra Barcelona-omegnen i 2000. Kommenteret kvadratisk af danske flammer i 2008.

dags dato (opregning)

Antal af slettede bogstaver på mit tastatur: 3 (s, a og l), snart 4 (inkl. e).

Antal af slettede bogstaver inden årets udgang: ca. 5.

Antal af kasserede bøger pga. sodskade på loftsrum efter brand: ca. 400.

Antal af gode bøger iblandt disse: ca. 350.

Antal af uundværlige: ca. 0.

Antal af brande: 3 (Barcelona 2000, Skateboda 2003, København maj, 2008).

Antal af evakueringer ifm. samme: 2.

Antal af brændende toge, der spærrer vejen for en given evakuering: 1 (men det tog var mere end rigeligt).

Antal af blog-poster den seneste måneds tid: 0

Antal af læsere til dette O: ca. 200.

Antal af skuffede blandt disse læsere til dette = ca. 185.

Exit Nansensgade, No Surrender

En stor, stor skam er det at forlaget Afterhand forlader sin mangeårige base i Nansensgade, der bliver ét farverigt sted fattigere. Heldigvis var der masser af liv i den sidste weekend, fredag med fejringen af Glenn Christians debut, søndag med fejringen af Kristian Leths to'er. Masser af mennesker og sol i gaden. Anne-Kathrine, Henrik, Claus, Janus og en masse andre mennesker, herunder flere yngre digtere. Vi manglede vist bare Bob Dylan, der efter sigende kommer og spiller i No i juni.Forlaget består, butikken lukker, men alle, der har været dernede ved hvor forunderligt et sted det var. De sidste par år har Claus Handberg brugt en masse energi på at skabe udstillinger m.m, men økonomien for slige steder er jo skrøbelig. Æv. Hermed genoptrykkes Christian Dahls forlagsportræt i Information "Det omvendte forlag" (fra 2002):


For bogorme, der holder af at lade blikket glide langs reoler, med hovedet skråt til højre for bedre at kunne læse bogryggenes indskrifter, er det lille Nansensgade-forlag Edition Afterhand landets mest iøjnefaldende. Nemlig ved det at titlen på bogryggen er skrevet omvendt: Nedefra og op, så man må dreje hovedet til venstre. »Nej, det er skam ikke for at være Rasmus Modsat,« forklarer forlagets indehaver og ophavsmand, Henrik Have. »Det er simpelthen bare den mest fornuftige måde at designe en bog på, så man griber den fra reolen med venstre hånd og kan slå op uden at skulle vende den eller skifte hånd. Man gør det samme i Tyskland og Frankrig.«

På Afterhand er der virkelig tænkt på hånden, som skal holde bogen. Og denne lille finurlighed er ganske karakteristisk for Henrik Haves tilgang til det litterære: Bøger er først og fremmest objekter. Faktisk er forlæggeren, der også er digter og billedkunstner, først og fremmest kendt for sine såkaldte bogobjekter: bøger som udklipsæsker, bøger som kortspil osv.
Bogobjektet blev til som en slags parring mellem 60’ernes konkretdigtning og dadaismens readymades og skaffede i 1973 Henrik Have Statens tre-årige legat, efter at han havde indsendt et vokslys med påskriften shadow. Det var dengang, det gjaldt om at vise, at teksten er en ting.
I dag har Have lagt avantgarde-bestræbelserne bag sig og bogobjekterne ud i en montre i forlagets boglade. Og nu går arbejdet med kunst og litteratur hånd i hånd på en lidt anden måde end før: for hvad Have tjener på sine billeder sætter han til på sit forlag, der gennem alle årene har været drevet con amore og uden profit.

Skizofrene tekster
Edition Afterhand blev oprettet i 1973, fordi Henrik Have gerne ville udgive tekster skrevet af sindslidende. På det tidspunkt stod antipsykiatrien i zenith, og Have så i de skizofrene tekster en parallel til automatskriften, der med Dan Turèll og andre syredigtere oplevede et gennembrud i dansk litteratur. Men snart måtte Afterhand sande, at der var for meget splittelse og for lidt struktur i de skizofrene skrifter til at de kunne gælde for litteratur. Således gled forlaget over til sin nuværende udgivelseslinje, der koncentrerer sig om smal dansk litteratur og moderne europæisk litteratur: Peter Laugesens oversættelse af Novalis’ Hymner til natten, Thomas Harders oversættelse af Pinocchios eventyr, Frank Kuppner og Michael Palmer. Henrik Haves store darling er den mystisk-følsomme digter Nelly Sachs (1891-1970), og det er ham den dag i dag en stor skuffelse, at Poul Borum døde uden at have lavet den oversættelse af hende, som længe havde været planlagt. Først nu har forlæggeren fundet en værdig afløser: Ruth Dinesen, der allerede har udgivet en Sachs-biografi på forlaget.
»Desuden overvejer jeg at genudgive Laugesens oversættelse af anarkisten Bakunins Gud og Staten«, fortæller Have. »Det ville være relevant oven på EU-topmøderne i Nice og Göteborg.«
I visse kredse er der en særlig prestige i at udkomme på Afterhand, men det lille forlag har endnu ikke udgivet mange danske forfattere. Og Henrik Have nægter at oplyse navnene på de forfattere, der forgæves har tilbudt at betale penge for at lade sig udgive på Afterhand.

Mod strømmen
Edition Afterhands største kommercielle succes er Per Højholts Gitte-monologer og radiodigtene Enhjørningens kvababbelser, som det lykkedes at fravriste DR. De blev udgivet i et oplag på 6.000 eksemplarer, før de overgik til Højholts forlag Schønberg. Ellers er det så som så med bogsalget. Men det er ikke økonomien i forlaget, der optager Henrik Have. Forlaget søger aldrig økonomisk støtte til særlige udgivelser og har nærmest opgivet at lave budget og regnskab. Antallet af årlige udgivelser husker forlæggeren heller ikke.
»Hovedsagen er at udgive de bøger, jeg kan lide. Og så skal de se ud på den rigtige måde. Bøgerne skal være prunkløse, ikke for overdådige, og de skal have en god typografi, helst sat med blytryk, Men jeg er nu også glad for de simple sværteduplikatorer, man brugte i modstandsbevægelsen og i 60’erne,« siger Have, der er indehaver af Danmarks formentlig største samling trykkemaskiner. Den står opmagasineret i Jylland.
»Men det er også vigtigt, at bøgerne er til at betale. Jeg udgiver bøger til en langt billigere pris end de store forlag. Desværre har læserne bare ikke opdaget det!«

Museale bogobjekter
Edition Afterhand, der siden 1993 har haft adresse ved siden af Brøndums forlag i Nansensgade, København, er udpræget et enmandsforetagende: Have arbejder som redaktør, bogholder, grafiker og ofte også som typograf. Men bogladen og en del af forlagsarbejdet har han overladt til et par frivillige medarbejdere. Det drejer sig om digterne Claus Handberg og Thomas Hvid Kromann, der kommer et par gange om ugen og giver en hånd med. Forlæggeren er da heller ikke bleg for at hævde, at flere gode digtere er blevet udklækket i Afterhands baglokale blandt bogpakkerne, billederne og Nelly Sachs-fotostaten. Ude i det lille kælderrum mellem baglokalet og bogladen står en reol fuld af bøger fra det gamle Arena, forfatternes forlag og Arkiv for ny litteratur, som igennem en årrække primært blev drevet af henholdsvis Peter Seeberg og Henrik Have. Mellem to døre hænger portrætfotos af afdøde kolleger og venner, Have har arbejdet sammen med: Dan Turèll, Poul Borum, Peter Seeberg, Henrik Bjelke og Sven Dalsgaard. Endelig er der montren med de museale bogobjekter fra avantgarde-årene: lyset, æskerne og papirbundterne. Pudsigt nok er det netop dem, der er flest penge i. Henrik Haves debut Sun after lunch, en samling sværteduplikerede ark med et rødt silkebånd omkring, er en af de mest værdifulde yngre titler i bogantikvariaterne.

Beckers normalfärger
för
konst
som skall
bestå

- fra Per Kirkebys Copyright (1966)

BOX

Atter hjemme i København efter nogle hektiske dage i London, hvor jeg vandrede mine fødder godt og grundigt kunsttrætte. Min base var (tak for husly, Christian L.) Sohos red light district med stripbarer, busty models on 1th & 2nd floor og, ikke at forglemme, økologisk powerjuice, italienske restauranter og alskens indie-rock på vinyl overalt. For slet ikke at tale om synet af Londons borgmester, der som del af sin valgkamp kørte ind i Soho i sin kæmpe kampagnebus for at drikke en queer beer på et lokalt etablissement. Hovedformålet var dog udstillingen "Blood on Paper – the Art of the Book" på Victoria & Albert Museum, der åbnede samme dag som jeg ankom. En udstilling af en række kunstneres eksperimenter med bogmediet, ofte "bogen" i dens bredeste, mest metaforiske forstand. Amerikanske (og franske) artists books-purister ville sikkert rynke på næsen: For var der ikke i vidt omfang tale om unika-værker, sikkert ubetalelige, frem for de demokratiske, anti-institutionelle pamfletter som Ed Ruscha & konsorter var dukket op med i 1960erne? Jo, bestemt. Spørgsmålet er så bare om en sådan purisme er berettiget. Og om man ikke bør medregne deciderede "bogobjekter" som artists books, da. kunstnerbøger. Ikke desto mindre var væsentlige værker af de amerikanske book artists "fravalgt" til fordel for MAJOR ARTISTS (Picasso, Matisse, Bacon – værst, altid værst: Damien Hirst), hvis interesse for bogmediet må siges at have været mere perifer. Udstillingen kunne sagtens have været meget større og det sædvanlige udstillingsproblem med kunstnerbøger (hvordan bladre i noget som man ikke må røre?) blev ikke løst. Hvilket manglende plancher, audio guides etc. heller ikke gjorde sit til at rette op på. Men altså og alligevel: en fin udstilling. Helt gratis, sågar. Det var kataloget derimod ikke. "Kataloget" bestod eller rettere: består af en laber hvid boks fyldt med pamfletter af de forskellige kunstnere. "Blood on paper" (45 pund) er den hvide boks, "Verbale Pupiller" er den sorte boks. Hvid er det kanoniserede, det storslåede. Sort er det løsagtige, det efemere, det til Bukdahls Bet-nominerede lokale. Hvorfor dog undvære nogen af parterne? Den hvide boks er sluppet helskindet gennem den famøse Terminal 5 i Heathrow (jeg kan af uvisse årsager ikke uploade flere billeder, det kommer, ellers: se nedenstående link). Bogobjekterne, kunstnerbøgerne, de alternative publiceringspraksisser dukkede på forunderlig vis også op de følgende dage. På V & A var der en lille udstilling, "Certain Trees – the Constructed Book, Poem and Object, 1964-2008", der viste en lille underskov af pamfletter m.m.. På Tate Modern var der en stor udstilling med Duchamp, Picabia, Man Ray, hvor bl.a. Duchamps Boîte-en-valise blev udstillet og andetsteds samme sted dukkede 1960ernes Fluxus-bokse op. Nu er jeg hjemme i tænkeboksen. Den hvide boks ligger her på skrivebordet. Ikke langt fra mig ligger Verbale Pupiller og Svanesøsonetterne. Fraværende bokse: ta' BOX, Aspen, Boîte-en-valise etc.

Selvfølgelig skal du afsted. Selvfølgelig skal du tilbringe eftermiddage i monstrøse bogmekkaers svale skygge inden du tumler ud, svimmel, dehydreret og med tomme hænder. Selvfølgelig skal du i terminal 5 se din baggage forsvinde til en af de gamle britiske kolonier inden du desperat forgælder dig i Fortnum & Mason-afternoon tea.

Blood on paper, Certain trees, Duchamp & venner.

Bukdahls Bet udstyret med verbale pupiller

I dagens Weekendavisen har Lars Bukdahl offentliggjort sin indstillingsliste til Bukdahls Bet - Den smalle litteraturpris 2008. Et af de indstillede værker er Verbale Pupiller-boksen. Temmelig interessant at indstille et kollektivt værk bestående af mange medier. Passende nok er Martin Larsens monstrøse Monogrammer "anmeldt" på samme dobbelte opslag.

Jeg har skrevet en artikel, "Litteraturens dobbelte statsborgerskab", om Monogrammer, Verbale Pupiller og meget andet i det nye nummer af Kritiker, der burde ramme de danske postkasser om en 10 dages tid. Håber at det kan fungere som et indspark i en større litteraturdiskussion. Der er nok at tage fat på – både for dem, der står på den ene og dem, der står på den anden side af det "litterære" værks disk.

Den klassiske livsglade, amerikanske pensionistfrues leopardgamacher

"Hele forestillingen om Walk on the wild side var jeg skeptisk overfor - og så var det jo Borum. Ham havde jeg oplevet første gang i et fjernsynsprogram cirka 1981, hvor han stadig talte arbejderjagong; en intonationsopsætning fra 70erne han kort efter konverterede til den malmfulde æstetikprædikant´s. Jeg stødte så også på ham i byen på BarBue inde i Huset i 1984-85, og der var han bare en gammel bøsse ved baren, der forsigtigt kastede verbal madding, når man maste sig frem til disken og afgav bestilling. Harmløs kæderyger. Klædt i den klassiske livsglade, amerikanske pensionistfrues leopardgamacher."

Jens Jacob Toftegaard, den sjoveste og bedst skrivende blogger around, vandrer endnu en gang ned ad Memory Lane (da. Huskekagestien).

"Lyrikken er i vores tid det mindst merkantile litterære udtryk af dem alle. Lyrik er faktureret sproglig forskning. En regning til samfundet, værd at beskæftige sig med, men altid med røde bundlinjer, der ikke ønsker at finde prosaisk ro." Stefan Kjerkegaard i Information.

837071 tog stikket hjem (5.500 kr.)

Efter lidt for meget fedteri i fulde fjorten dage blev ta' BOX, ta' m.m. endelig (se tidligere post) solgt til højestbydende, den mystiske 837071, der først dukker op til allersidst, først smider 200 kr. og herefter 500 kr. oveni d. 5. februar kl. 18:31 og ta'r byttet med hjem til førerbunkeren fyldt med avantgarde-arkivalier. Stort tillykke!

Nedenfor fedtspil og afslutningsbal.

Budt af 837071: kr 5.500 (€ 740) 5. feb, 18:31
Budt af 11981: kr 5.000 (€ 670) 5. feb, 18:31
Budt af 837071: kr 5.000 (€ 670) 5. feb, 18:31
Budt af 11981: kr 4.800 (€ 645) 5. feb, 18:10
Budt af 4379: kr 4.600 (€ 615) 5. feb, 18:10
Budt af 11981: kr 4.400 (€ 590) 5. feb, 18:10
Budt af 4379: kr 4.200 (€ 565) 2. feb, 12:00
Budt af 137203: kr 4.000 (€ 535) 1. feb, 19:28
Budt af 4379: kr 3.800 (€ 510) 1. feb, 19:27
Budt af 137203: kr 3.800 (€ 510) 1. feb, 19:27
Budt af 4379: kr 3.600 (€ 485) 1. feb, 19:27
Budt af 137203: kr 3.400 (€ 455) 1. feb, 19:27
Budt af 4379: kr 3.200 (€ 430) 1. feb, 19:18
Budt af 4961: kr 3.000 (€ 405) 1. feb, 19:18
Budt af 4379: kr 3.000 (€ 405) 1. feb, 19:18
Budt af 4961: kr 2.900 (€ 390) 1. feb, 19:18
Budt af 4379: kr 2.800 (€ 375) 1. feb, 19:18
Budt af 4961: kr 2.700 (€ 360) 1. feb, 19:17
Budt af 4379: kr 2.600 (€ 350) 1. feb, 19:17
Budt af 4961: kr 2.400 (€ 320) 24. jan, 15:07
Budt af 832831: kr 2.300 (€ 310) 24. jan, 15:07
Budt af 4961: kr 2.200 (€ 295) 24. jan, 15:07
Budt af 832831: kr 2.100 (€ 280) 16. jan, 08:40
Budt af 805323: kr 2.000 (€ 270) 16. jan, 08:40
Budt af 832831: kr 1.950 (€ 260) 16. jan, 08:40
Budt af 805323: kr 1.850 (€ 250) 16. jan, 08:40
Budt af 832831: kr 1.800 (€ 240) 16. jan, 08:40
Budt af 805323: kr 1.600 (€ 215) 16. jan, 08:39
Budt af 832831: kr 1.550 (€ 210) 16. jan, 08:39
Budt af 805323: kr 1.400 (€ 190) 16. jan, 08:39
Budt af 832831: kr 1.350 (€ 180) 16. jan, 08:39
Budt af 805323: kr 1.150 (€ 155) 16. jan, 08:39
Budt af 832831: kr 1.100 (€ 150) 16. jan, 08:39
Budt af 805323: kr 1.000 (€ 135) 15. jan, 23:38

Morbror Benny (cirka 1950)

Benny, Morbror Benny, 14 år gammel stak han til søs, foreviget her en små ni år senere af en fotograf ansat af myndighederne i Marseilles, der havde anholdt Benny, Morbror Benny, pga. et knivstikkeri: Let skulende, mistænksom, en snert tristesse som han ikke var sen til at opveje med en kande øl eller to. Anstændigheden kun tilsyneladende: Det slidte sæt, den skæve skjorte, det hastigt redte hentehår, det ene øre halvt dækket til. Benny, Morbror Benny, Slikhårsmatrosen, Onkel Klamphugger. Vil De købe en autobil af denne mand, endsige et parti egenhændigt nyplukkede bananer? Benny, Morbror Benny som han sidder dér, bag frokostbordet med sine grånende ordspil og sine korte kødpølsefingre og trods opfordringer om national besindelse taler sit grumme, grumme fødselsdagspolsk.

Kunst skal provokere for færre penge

Artikel i dagens kultursektion i Politiken:
"Kunst skal provokere for færre penge".

Sådan spiller det søndersmadrede klaver ikke,
næh, 50% færre støttekroner, 50% færre provokationer,

sådan er reglerne.

ta' fat på Vodroffsvej

Måtte i tirsdags nødtvungent aflevere "mit" eksemplar af ta' BOX til den glade låner og endnu gladere modtager, en modtager, der indirekte havde rykket for det i et læserbrev i Information og et mundtligt foredrag, hvor det rette ejerforhold blev ekspliciteret. Lad gå, lad fare, efemere venner. En sørgegang fra Schleppegrellsgade til Vodroffsvej. Fans af diamanter som disse (og modsat denne signatur) med pengepungen kun let decemberslunken, bør vist klikke videre her.

(...)

denne signatur ønsker alle en (forhåbentlig) velfortjent
juleferie i og udenfor blogosfæren.
Lukket indtil januar 2008
Kan du selv finde ud?
thk

NO LOGO (takketale)

Forestil jer en modtager af Forums debutantpris (eller for den sags skyld: en modtager af den anden, endnu større pris), der omkranset af journalister og kronet af blitzlys, ville modtage sin check og holde en tale, hvori han eller hun pænt ville sige tak for pengene, men dog fandt det strengt nødvendigt at påpege at denne branding var upasende. At enhver forbindelse mellem en seriøs litteratur og noget så verdsligt som Danske Bank ikke kun var malplaceret, men også fejlagtig. At litteraturen og banken ikke delte kerneværdier, men i mangt og meget måske endda var ideologiske modstandere. At banken aldrig havde villet give mig et lån til en andelsbolig pga. en manglende stabil indtægt, men nu kom rendende under dette påskud. Hvad betød det i det hele taget at debutantprisen nu hed "Danske Banks debutantpris"? Som forfatter vidste man jo at man skulle være varsom i omgangen med sproget. I stedet for blot at være en velvillig nikkedukke. Hvilke kriterier lå til grund for debutantprisen? Hvorfor var der endnu ikke en bette lyriksamling, der havde fået prisen? Dette sted måtte være stedet at påpege alt dette. Tak (skal I ellers ha').

same ol' shit II

... tilbage igen, guderne skal vide hvorfor... lørdag, men ikke søndag ... andre ruter, intet anblik, køber leths guld på havets bund + sportsfilmene. Finder min redacteur mellem tulipaner, ænder og døden. Gensyn med gammel guitarlærer, ikke set i 15 år, samme entusiastiske galskab, imponerende. Gratis Information. Alle disse mange bøger og selv til stadighed boguaktuel. Ham der, hende der og så kjøbenhavns politimester. Ser kvindelig litterær tæppehandler inhalere rejemad, imponerende. Derefter efterårskulden plus et (afvist) tilbud om både berlingeren og kristeligt dagblad.

same ol' shit

... nye bøger, men samme show hvert år i bogforum som alle elsker at hade. Anblik-drenge og piger med fnisende kanin plus diverse hang-arounds (martin, mathias, mennesker med M, herfra undtaget: Lars Frost), diafrag+hurricane+afterhand m.m. gemt i et hjørne med alle deres fine småtterier i varierende formater. Kunne ikke finde min redacteur (skjult bag selvhjælpsbøger? Jacob!). Og som altid messens bedste tilbud hos politisk revy: sølle 200 kr. for tre barthes-bøger, kloge værker af mette sandbye og mikkel bolt m.m. Spotpris, ingen læser dem. Bogforum, ikke litteraturforum, men herregud, en times spadseretur svarer sig som regel. Derefter efterårskulden plus et (afvist) tilbud om både berlingeren og kristeligt dagblad.

Toksvig, r.i.p.?

Hr. Toksvig er ikke død, men han er i det mindste sat helt på stand-by. Måske kommer der mere med ham engang, måske ikke. Et nyt projekt er på tegnebrættet, men det har lange udsigter (ph.d.-afhandling, artikler, realiseringen af det almene, andre projekter), men så længe der er en udsigt, så... Toksvig i Politiken var en undtagelse, bestemt ikke en ny begyndelse og mere end billboardreklame for bogen end en regulær skriftlabyrint. Faren er at det bliver for fermt, for indstuderet, for udvandet. Projektet var egentlig at skrive ti bøger med ham som hovedperson, men den første bog tog to år at skrive og jeg opererer helst ikke med mere end femårsplaner.

Akrobaten skal hænge i luften og vi skal være i tvivl om han falder ned. I det mindste en smule.






(baaaaaaaaang!)

OEI m.m.

Har inden for de sidste par uger modtaget spændende tidsskrifter fra Sverige og Norge, hhv. TFL (Tidskrift för Litteraturvetenskap) og Vagant med temanumre om hhv. Jacques Rancière og essayet som form. Tak! Der sker så meget rundt omkring i Norden for tiden. Et tidsskrift, der formodentlig er på vej med posten er det nye tredobbelte nummer (33-34-35) af murstenen OEI, hele 592 sider om "nonsens, fiktiva/artificiella språk, konceptuella-materiella läsningar av barnböcker, samt ett block om Little Magazines". OEI er ubetinget et af de mest interessante tidsskrifter i Norden lige nu (og de har været det længe), idet de fint forener akademia med en poetisk praksis. Med dette nummer af OEI følger en CD med en lydkomposition af Bengt Adlers (som jeg må tilstå, at jeg ikke kender, men det gør jeg heldigvis snart, kan man sige) og en DVD om tidsskriftsprojektet El Corno Emplumado/The Plumed Horn af Anne Mette W. Nielsen og Nicolenka Beltrán Fierro. Jeg glæder mig til at gense den fine dokumentarfilm som blev vist til en konference om "little magazines" i København sidste år i november. Deraf også temaet om tidsskrifter i OEI. Jeg har selv bidraget med to artikler om hhv. tidsskrifterne MAK (1969-70) og ta' BOX (1969-70) som der ikke er skrevet så frygtelig meget om før og jeg har i den forbindelse været i kontakt med Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard, Svend Åge Madsen, Steffen Hejlskov Larsen m.fl., der har været redaktører på de pågældende tidsskrifter. Levende litteraturhistorie. Der står også en masse fine ting om Gorilla, Digte for en daler, ta', El Corno Emplumado og meget, meget mere. Kom så, postbud!

Tidligere, et andet sted, indespærret i syntaksen

(Foto af Rune Kaldau)

Litteraturens død er ubegrundet

På Verbale Pupiller kunne man opleve mange tidsskrifter og forlag, herunder tidsskriftet Kritiker, der havde et messetilbud, der lød således: "Abonnér nu! JA, jeg takker ja til messetilbuddet og tegner et årsabonnement for 150 år."

En hektisk uge i Hr. Toksvigs ellers så stille liv (debatteret, citeret, oplæst og savet i stykker?)

15. september 2007: Toksvig til debat i kritikersalonen på Verbale Pupiller, Århus

17.-21. september 2007: Toksvig i bogbidder på Københavns Kommunes Biblioteker

22. september 2007: Toksvig oplæst på Apparaturs stand på alt–cph, Copenhagen Alternative Art Fair, 2007.

23. september 2007: Toksvig & søndagenes stille ro i Politikens Magasinet.

Verbale Pupiller

(foto af Susanne C.)

Han havde da lige hilst høfligt på ham en gang eller to, ham Hans Otto, men ikke mere, en flink fyr, tilsyneladende, men ikke en type som Thomas for sjov ville dyste mod i en nævekamp en sen nattetime, hooooooooook! Spøjst at de med årene lignede hinanden mere og mere, indtil den dag i september, hvor de helt gik i ét.

"Debatten trænger til, at flere enkeltpersoner som Zangenberg kan udvise den ikke ubetydelige civilcourage, det kræver at stå frem som selvtænker i et miljø, hvor bestemte meninger fungerer som rygmærker og gensidig tryghed."

Man ser de polstrede sæder på den verdensfravendte berlingske lederplads for sig, kikkertsigtet foran det blinde øje, fordommene drysset i et glas, hvori en cocktail af whisky og formalin skvulper, man ser en kreds af heppende unge slipseklædte mænd med rygmærker, der viser hvordan dannerbent og dannerdorthe svinger deres fritænkende jernkøller. Men først og fremmest hører man automatpiloten, der taler med sig selv over den skrattende radio.

Kromann, Toksvig og Storholmen i Kritikersalo(o)nen

Fra Verbale Pupillers hjemmeside:

Kritikerdebat #2 – søndag d. 16. september – kl. 14:00 – 16:00
Med den norske digter Ingrid Storholmen (f. 1976), som debuterede
i 2001 med digtsamlingen Krybskyttarlovan og i sidste uge
udgav Siriboka, begge Aschehoug. Fra Danmark deltager
den danske forfatter Thomas Hvid Kromann (f. 1974),
der debuterede i 1998 med digtsamlingen
Vexelstrøm og senest har udgivet
den ultrakorte roman Hr.
Toksvig i efteråret
2006, begge
på Borgen
.

ØK som tankeeksperiment (svar på kritik)

Hermed et svar til Stefan, der synes at jeg undervurderer ØK's betydning. Jeg har måske ikke udtrykt mig klart nok, derfor rykker jeg svaret op som en selvstændig post.

nej, jeg mener ikke at jeg undervurderer ØK's BETYDNING (jeg skriver heller ikke så meget om tidsskriftets betydning, snarere om dets koncept). Jeg kender godt mellemregningerne (men Bukdahl eksisterer mig bekendt helt uafhængigt af ØK, han har trods alt anmeldt siden 1987!). Jeg ved også godt at ØK har været med til at ændre tonen i dansk poesi. Også for mig. Jeg fik selv f.eks. trykt "Naturkalenderen" i tidsskriftet og synes at tidsskriftets opdukken var stærkt tiltrængt efter 1990ernes noget kedelige minimalisme. At jeg ofte har siddet tilbage med følelsen af at også fjolleri skal kvalificeres, hvilket det ofte ikke blev i ØK er så en anden sag. At teksterne ofte har fungeret bedst som stand up-tekster, frem for på tryk etc.

ØK har helt sikkert haft meget større betydning end MAK, der levede i et års tid og kan ses som en kampzone mellem 1960ernes eksperimenter og politiseringen i 1970erne. Hvis man sammenligner ØK med MAK eller endnu bedre med ta', så er der en stor forskel i forhold til om man er inklusiv eller eksklusiv. ØK bliver inklusiv, dvs. alt og alle i alle stilarter kan blive og blev publiceret i ØK. I ta' fravælges det meste ift. et fælles projekt (derfor lever ta' kort og ØK længe, projekt- eller generationstidsskrifterne dør hurtigt).

Tankeeksperimentet var bare at forestille sig ØK som et samlet projekt, dvs. både som praksis og teori – jeg tror at tidsskriftet kunne have været meget bedre, men formodentlig levet kortere. ØK blev jo også stildannende på godt og ondt. Godt, fordi det viser tidsskriftets betydning, dårligt, fordi tidsskriftet hurtigt blev fyldt af ØK-kloner.

Tankeeksperimentet gik jo sådan set ikke kun på ØK – snarere på lysten til at læse et tidsskrift, der formulerer et fælles projekt.

Øverste Kirurgiske (1997-2007)

Har lige i embeds medfør genlæst alle numrene af Mak (1969-70) og ta' (1967-68) og kan i den forbindelse ikke lade være med at tænke på hvorfor der ikke (længere?) findes (danske) litterære tidsskrifter med et decideret projekt, dvs. et generationstidsskrift eller et tidsskrift omkring en nogenlunde fasttømret gruppe af mennesker frem for alle disse udmærkede tidsskrifter som apparatur-denblåport-bananasplit-øverstekirurgiske-medmere. Jeg skulle egentlig have skrevet en nekrolog (s.m. Mr. Glaz) over Øverste Kirurgiske i anledning af deres 10-års jubilæum og tidsskriftets stille udfisen – et projekt, der aldrig blev fuldført, altså nekrologen, men for såvidt heller ikke ØK. Dengang i 1997 blev der opridset et oulipiansk projekt, jævnfør ØK nr. 1, og hvor skægt kunne det ikke være blevet, hvis redaktionen havde haft et større intellektuelt og kunstnerisk format end dét, der nu engang var tilfældet. Men ØK blev hurtigt et tidsskrift som alle de andre (undtaget humoren og den sociale del, the lab), der blot trykker stort og småt fra den danske forfatterstands små skrivebordsskuffer.

Hvad er mon årsagen til dette? Min gamle specialevejleder, EL, mente at friskheden i tressertidsskrifterne skyldes de begrænsede publiceringsmuligheder dengang, hvorfor man måtte lave sit eget og krumme sig sammen som et pindsvin for at markere sit eget territorium. Jeg ved ikke om han har ret (fratrukket uundgåelig nostalgi). Pluralismen i mediebilledet i dag er jo en fin ting, men i forhold til den skandinaviske litterære offentlighed, der vitterlig synes at være ved at opstå, ville ét eller få kanaler måske kunne styrke debatten på tværs, omvendt udgør de mange kanaler, der linkes sammen, måske ligefrem fundamentet for en sådan vildtvoksende litterær offentlighed.

(detskalblivespændendeatsehvaddersker14-16.septemberiaarhus)

Als Stuttgart Schule machte

Til alle datamaskinepoesifreaks og konkretpoetiske gestalter kan kun anbefales hjemmesiden om die stuttgarter schule, ikke mindst den igangværende opbygning af den såkaldte "Internet-Reader" Als Stuttgart Schule machte (red. Döhl, Auer og Block). At teksterne er for gode og for lange til at blive stående på skærmen, hvorfor man nødvendigvis må printe dem ud, hvilket jo ser håbløst ud i forhold til, ak, det gl. medium: bogen, er så en anden sag.

Advarsel: alt står småt og på tysk!

HR. TOKSVIGS GLANSLØSE ENDELIGT

Som meddelt inderkredsen omkring de verbale pupiller, forventes hr. Toksvig [STADIG VÆK I 1. OPLAG, potententielt et collectors' item] at sælge ud og møde sit glansløse endeligt i en søndagsudgave af Politiken i september. Flere informationer følger.

Er der en avantgarde i dag? Hvad er dens natur?

Der er ikke én avantgarde "i dag", men ti avantgarder.

1. De udsvævende skandalers avantgarde.
2. Mindre end ingenting avantgarden
3. Kirkegårdenes avantgarde.
4. Den næste komplette blindheds avantgarde.
5. Den farverige avantgarde af franske bohemer omkring århundredeskiftet.
6. Den abelignende vulgaritets avantgarde.
7. De endeløse løgnes avantgarde ensbetydende med betydningsfuldhed.
8. De lastefulde cirklers, logiske illusioners, tautologiers, indlysende modsigelsers avantgarde.
9. Den umiddelbare fortids kitsch' avantgarde.
10. Den næsten komplette blindheds avantgarde.

Robert Smithson: "Svar på et spørgeskema fra Irving Sandler"

biodada på tatataaaa (wild card)

Ta.. Tc.. Td.. Te.. Th.. Ti.. Tj.. Tl.. To.. Tr.. Ts.. Tu.. Tv.. Ty.. Tæ.. Tø.. ... En TATA-box er en DNA basesekvens der typisk ser således ud: TATAAAA. ...